Jeg har fundet en ro i mig selv

Anna Margrethe Kjærgaard, illustrator, flyttede til Bornholm, hvor hendes familie stammer fra: “Det tog os et par år at tage tilløb til at flytte væk fra København, men siden beslutningen blev taget, har vi ikke fortrudt et øjeblik!”

.

Hvor boede I før Bornholm?

Vi boede i en lille toværelseslejlighed i København med vores to små piger, som selvfølgelig hurtigt blev alt for lille. Min familie stammer fra Bornholm, og jeg er kommet på øen hele min barndom, så på den måde føler jeg en tilknytning til Bornholm. Det tog os et par år at tage tilløb til at flytte væk fra København, men siden beslutningen blev taget, har vi ikke fortrudt et øjeblik! Pga. mit erhverv er det sådan set ligegyldigt, hvor jeg befinder mig henne, bare min familie har det godt, og at vi har plads til at udfolde os. Og det fandt vi her tilbage i 2008.

 

Hvad gjorde øen attraktiv?

I første omgang var det naturligvisde billige huspriser, der trak. Det ville være fuldstændigt umuligt for mig at leve som kunstner og have samme levevilkår i fx København, som jeg har nu. Vi overvejede også andre dele af Danmark, men Bornholm skiller sig bare helt ud i forhold til resten af landet. Naturen er jo helt unik. Her er masser af sjove mennesker, og der er så meget gang i alle mulige interessante projekter.

 

Hvordan er livet på øen?

Jeg har helt klart fundet en ro i mig selv og i mit arbejde, efter jeg flyttede herover. Jeg er glad for, at mine børn har en kort og tryg vej til skole. De er tæt på venner og fritidsaktiviteter. Her er så mange tilflyttere og sjove bornholmere, at øen ikke bliver en søvnig provins. Man skal selvfølgelig vænne sig til at bo på en ø. Langt væk fra ”alt”, blæsten, vejrets luner og at ”alle kender alle”. Men indtil nu har jeg ikke oplevet at blive ramt af ø-kuller. Det har absolut levet op til vores forventninger.

Hvordan er det selvstændige arbejdsliv på øen?

Mine kunder kommer ”ovre fra”, og stort set al kommunikation foregår via mail. Og så er København jo meget tæt på, hvis jeg fx skal til et møde eller lign. Det kan sagtens lade sig gøre at tage over om morgenen til et møde og være hjemme igen kl. 20.

 

Hvad kan man lave på Bornholm om vinteren?

Det er dejligt, når Bornholm ”lukker ned”, når turistsæsonen er ovre. Så er der ligesom god plads igen. Fx tager skoven sig bedst ud, når jeg er alene på tur om foråret og efteråret. Nu bor jeg i Rønne, så vi mærker ikke helt, hvordan det føles fx i Svaneke og Gudhjem, som mere eller mindre overlever pga. turismen. Her i Rønne er der jo stadig liv i gaderne og butikkerne om vinteren. Til gengæld tror jeg, at folk i de små byer rykker sammen, har en masse socialt sammen og hjælper hinanden. For mit eget vedkommende kredser det meste af mit liv omkring mine børn, kæreste, hus og mit arbejde selvfølgelig. Vi har altid gang i 1000 ting. Hvis vi trænger til det, tager vi væk fra øen et par dage. Der er masser af fritidsaktiviteter året rundt, især for sportsglade mennesker, men også mange muligheder for at fx finde ro i yoga. Så vil jeg selvfølgelig nævne Bornholms Kulturskole for børn, som tilbyder drama-, musik- og billedkunstundervisning. Det betyder rigtig meget for mine børn at gå der. Når man flytter herover, er det som om, at alle de ”udvendige” ting i livet fylder mindre og mindre, og det træder i baggrunden for alle de positive sider af ø-livet. Men det afhænger nok af, hvilken type menneske man er.

 

5 ord på, hvad der gør Bornholm unik?

Ro, ren luft, minus stress, minus lang transport, naturoplevelser hver dag. Og mine børn får en tryg opvækst.

Kunne Bornholm også være noget for dig? Så kontakt Tilflytterservicetilflytter@bornholm.biz. Vi glæder os til at høre fra dig.

Jeg vil høre mere om at bo og leve på Bornholm!

* indicates required