Tilflytterservice bidrager med værdifulde ressourcer

CRT-analyse slår fast:
Tilflytterservice i Business Center Bornholm har stor effekt for tilflytningen på Bornholm og bidrager med værdifulde ressourcer.

CRT har udarbejdet en tilflytteranalyse, for at belyse en kvantificeret effekt af Tilflytterservice. Analysen sammenligner de  tilflytter-familier, der har været i kontakt med Tilflytterservice hos Business Center Bornholm med øvrige familier, der flytter til Bornholm.

Analysen giver gode eksempler på, hvilke slags familier og faggrupper Tilflytterservice især hjælper til Bornholm.

Analysen viste, at Tilflytterservice har kontakt til…

  • Flere par med børn
  • Flere nytilflyttede 20-39 årige
  • Flere 40-69 årige
  • Flere med videregående uddannelse
  • Flere inden for sundhed og undervisning
  • Flere selvstændige og lønmodtagere
  • Færre uden for arbejdsstyrken

CRT konkluderer bl.a. at Tilflytterservices arbejde sikrer:

  • Forbedret demografisk fordeling
  • Bedre effekt ift. arbejdsmarket
  • Vigtig rekruttering til offentlig service
  • Økonomisk stærkere tilflyttere
  • Bedre jobskabelse

Som analysen viser, er Tilflytterservice i kontakt med tilflytterfamilier, der har egenskaber, der er positive for det bornholmske samfund.

”Familier med børn er generelt svære at flytte på, da der er mange ting, der skal gå op, før familien flytter til en ny landsdel. Det er en stor styrke, at Tilflytterservice har godt fat i netop den gruppe. De bliver som regel en fast del af vores samfund”, fortæller Anne Thomas, direktør for CRT.

Hele 272 børnefamilier er siden 2017 flyttet til Bornholm efter vejledning fra Tilflytterservice. Siden Tilflytterservice blev etableret i 2016, har de vejledet mere end 2.200 personer der, efterfølgende, har valgt at flytte til Bornholm.

CRT-analysen slår fast, at Tilflytterservice har godt fat i nogle af de faggrupper, hvor der er stor mangel på arbejdskraft på det bornholmske arbejdsmarked. Det er bl.a. kvalificeret arbejdskraft inden for sundhed og undervisning.

”Tilflytterservice er et aktiv for tiltrækning af arbejdskraft og tilflyttere til Bornholm. Vi er glade for, at vi nu har fået en uvildig rapport til at analysere de resultater, som vores tilflytterservice har skabt. Rapporten understøtter, at Tilflytterservice er et vigtigt aktiv for det bornholmske samfund, for Bornholms Regionskommune og de bornholmske virksomheder. Det understreges også af den store opbakning, der er blandt det bornholmske erhvervsliv, til at støtte økonomiske op om funktionen.

Derfor er det vigtigt, at ordningen også får en mere permanent karakter med bevillinger til flere år ad gangen fra Bornholms Regionskommune. Det vil understøtte en mere langsigtet planlægning og udvikling, og ikke mindst øget tryghed for de to dygtige medarbejdere i funktionen” siger formanden for styregruppen Morten Holten, direktør Bornholms Brandforsikring.

Business Center Bornholm ønsker fortsat at arbejde med tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft igennem Tilflytterserviceordningen.

”Hos Business Center Bornholm er der et ønske om yderligere at understøtte Bornholms vision om 42.000 indbyggere, samt sikring af fremtidens kvalificerede arbejdskraft til øens virksomheder. Vi ønsker sammen med BRK og virksomhederne at arbejde ud fra en langsigtet strategi og styrke indsatsen med nye tiltag, der er med til at sikre, at vi når det ambitiøse mål vedrørende øget tilflytning” udtaler erhvervschef for BCB, Christa Lodahl.

Se hele rapporten her.