Den bornholmske ro kan noget!

Mød tilflytterne Nana og Jonas. De var trætte af at bo i Greve. De længdes efter Bornholm og den ro, der er på øen. Kort tid efter de kom til Bornholm, opdagede de, at Nana var gravid. I april 2020 fik de deres 3. barn.

Hvor boede I før?

Vi boede i Greve i en lejelejlighed. Det var ikke det fedeste kvarter. Der var mange uroligheder i gaderne om aftenen. Nærvær var der ikke meget af. I Greve hilste man på underboen, men man havde ikke noget med hinanden at gøre.

Hvorfor valgte I at flytte til Bornholm?

Sjovt nok er det Jonas, der er bornholmeren, men det er Nana, der længe har villet flytte til Bornholm. En af de afgørende grunde var, at vores store søn, Pelle, ikke trivedes, der hvor vi boede. Han brød sig ikke om skolen, og vi var fortvivlede. Vi har altid vidst, at vi en dag skulle tilbage til Bornholm. Vi havde begge gode job, men da vores søn ikke havde det godt, var det en god anledning til at tage springet. I dag er det en helt anden søn vi har. Han elsker at gå i skole, og kan bevæge sig frit omkring. Her er trygt og godt. Det var måske ikke det klogeste tidspunkt, men børnene kommer i første række. Efter vi er flyttet til Bornholm, har vi fået barn nummer tre. Hele familien stortrives, så det er super dejligt.

Hvordan fandt I arbejde på Bornholm?

Når man skal finde et job, er det godt at kende nogen, som kender nogen. Så vores store netværk på Bornholm gjorde det lidt nemmere. Jonas søster arbejder på Paradisbakkeskolen, hvor der var en ledig stilling som pædagogmedhjælper, der passede perfekt til Nana. Og så har vi brugt tilflytterkonsulenten til sparring om mange forskellige ting. Jonas var også til en samtale hos en bornholmsk virksomhed igennem Tilflytterservice.

Hvad gør Bornholm særlig?

Her er en speciel ro. Det lyder lidt åndssvagt, men det har altid været sådan, at roen rammer hele familien, hver gang vi kører over broklappen i Rønne. Her er ikke så fortravlet som andre steder. Det er en ø, så selvfølgelig er der en del sladder. Men alle vil hinanden det bedste, og vi kan altid få hjælp, hvis vi skal bruge det. Vi elsker køreturen fra Nexø, hvor vi bor, og op langs klippekysten til Allinge. Den bliver vi aldrig trætte af. Nana insisterer på, at det er Jonas, der skal køre. Så kan hun nemlig få lov til at nyde naturen ekstra meget. For Nana er den bornholmske natur og vandet en åbenbaring HVER dag.

Hvordan er det på Bornholm ift. at få en social omgangskreds?

Nana havde kun nået at være på sit nye arbejde i 4 måneder, og så meldte lille Bille sig i maven, og Nana skulle gå på barsel. Det var dårlig timing. Så Nana har ikke nået at få de store venskaber på arbejdet endnu. Men vi kan ikke gå nogle steder uden Jonas kender alle. Nana glæder sig til at være sammen med mødregruppen, og til at få nogle veninder herigennem. Bornholmerne er gode til at tage imod nye mennesker, men man skal også selv være opsøgende.

Hvad er det bedste ved Bornholm?

Det bedste er, at jeg er kommet hjem til Bornholm og tæt på min familie siger Jonas. Vandet, trygheden, at man kan lade ungerne løbe over til kammeraterne uden at skulle være nervøs. Der hvor vi kom fra, fik børnene ikke lov til at komme ud efter mørkets frembrud, da der indimellem blev skudt og der var bander, som var efter hinanden. Det oplever vi heldigvis ikke på Bornholm.

Er I glade for at være vendt hjem til Bornholm?

Ja, vi er meget glade. Vi er gået noget ned i løn, og vi kunne have haft en større karriere i København, men det er det hele værd. Vi kunne overhovedet ikke tænke os at vende retur til Sjælland. Det er fint at besøge Nanas far i Faxe på Sydsjælland, men vi kommer nok aldrig tilbage til Sjælland igen, siger Jonas. Når vi venter på færgen i Ystad, føler vi næsten, at vi er hjemme.

Hvilken hjælp fra Tilflytterservice fik I?

Vi havde ikke det store behov for hjælp, da vi kunne bruge vores netværk, og kender selv øen ud og ind. Dog fik vi et hus i Nexø via Tilflytterservices kontakter. Vi er jo super heldige at kende så mange mennesker på Bornholm, men det må være guld værd for ”nye” bornholmere, som intet kender til øen. Vi kan kun anbefale familier, der drømmer om at flytte til Bornholm, at tage kontakt til Tilflytterservice.