Spring ud i det – I vil ikke fortryde

En livslang kærlighed til Bornholm og ønsket om mindre motorvej og mere natur blev katalysatoren for, at Anne-Sophie Steensen og hendes mand Dennis Nyman rev teltpælene i Hørsholm op og flyttede med deres to børn til klippekysten på Bornholm.

Hvordan kom I på ideen om at flytte til Bornholm?

Jeg er kommet på Bornholm, siden jeg var fire år, da mine forældre købte en ferielejlighed i Sandvig. Jeg har altid, på nær lige i et par teenageår, elsket at komme på øen hver sommer. Da jeg mødte Dennis, tog jeg ham med herover i år 2012, og han faldt pladask for øen, især Nordbornholm, da han løber og cykler en del MTB. Tanken om at flytte til Bornholm voksede efter hver ferie, og især under corona fik vi lyst til at prøve noget andet.

Foto: CoCreative

Vi har fået meget mere tid sammen som familie, og vi bruger naturen mere, end vi gjorde på Sjælland. Vi er stort set ude ved klipperne hver dag, i hvert fald flere gange om ugen.

Hvordan gik det med at etablere sig på øen?

Det gik overraskende godt. Vi har to børn. Den ene skulle i børnehave og den anden skulle starte på den lokale skole, så vi fik hurtigt en god kontakt blandt de lokale, der tog meget godt imod os alle fire. Vi meldte os hurtigt ind i den lokale idrætsforening og i en forening, der hedder Børn På Nordlandet, for at få kontakt til de andre børnefamilier i området.

Hvor boede I før, og hvad var jeres overvejelser omkring at flytte?

Vi boede i Hørsholm, og vi ønskede meget mere natur og frihed som i mere hverdag i stedet for motorvej.

Hvordan er jeres arbejdssituation på Bornholm?

Jeg arbejder på advokatkontor i Helsingør, men arbejder primært hjemmefra. Dennis startede med at pendle til København flere gange om ugen til hans gamle job som forsikringskonsulent, men i foråret 2023 ville han prøve noget nyt og fik ansættelse som projektleder hos Folkemødet.

Hvad gør Bornholm til noget særligt for jer?

Naturen og roen. Her er virkelig skønt året rundt. Flere sagde til os, at der ville være dødt om vinteren, men vi har tværtimod oplevet, at der sker en masse især i foreningslivet, og ja så er vinteren bare virkelig smuk og rå her. Det elsker vi.

Hvilke fordele har I fundet ved at flytte ti Bornholm?

Vi har fået meget mere tid sammen som familie, og vi bruger naturen mere, end vi gjorde på Sjælland. Vi er stort set ude ved klipperne hver dag, i hvert fald flere gange om ugen.

Hvad er det bedste ved at bo på Bornholm?

Naturen, klipperne, roen og så bare selve ø-livet. Her er en helt anden nærhed her blandt bornholmerne.

Er I blevet glade for at bo på Bornholm?

Vi har ikke fortrudt et sekund. Det er bedre, end vi havde regnet med. Vi har fået en god omgangskreds – der er mange tilflyttere på vores alder og lokale, der vender hjem igen. Vi nyder at have mere tid sammen som familie.

Fik I hjælp af Tilflytterservice i forbindelse med at flytte?

Vi har altid kunne kontakte Tilflytterservice, hvis vi havde brug for hjælp, bl.a. til indmeldelse i børnehave, spørgsmål i forbindelse med at pendle m.m., og Tilflytterservice har været gode til at sende flere jobtilbud vores vej.

Hvilket råd vil du give til andre, der overvejer at flytter til Bornholm?

Spring ud i det – I vil ikke fortryde.

Kunne Bornholm også være noget for dig?

Så kontakt Tilflytterservice på tilflytter@bornholm.biz

Vi glæder os til at høre fra dig.