Et roligere familieliv på Bornholm

Udeni og Gayan flyttede med deres to børn fra Glostrup til Bornholm for at få mere tid til familien, en hverdag tættere på naturen og en mere stabil og tryg livsform. På Bornholm har de fundet både fællesskab, ro og to faste jobs, som har givet familien den hverdag, de længe havde ønsket sig.

Fra travl hverdag til ønsket om mere familietid

Før vi flyttede, boede vi i Glostrup. Jeg var optaget af mit sprogkursus og brugte meget tid på at hente og bringe børnene i skole og til aktiviteter. Min mand havde to deltidsjobs, fordi vi skulle dække vores udgifter. Det betød, at han ofte tog afsted tidligt om morgenen og kom hjem sent om aftenen. Vi havde næsten ingen tid sammen som familie, og vores hverdag var præget af stress og manglende ro. Selvom vores børn gik på en god skole med mange fritids­aktiviteter, manglede vi naturen og et miljø, hvor hverdagen ikke føltes presset. Vi kunne mærke, at vi havde brug for et andet tempo.

Foto: Privat billede

I sidste ende var det mavefornemmelsen, der afgjorde det. Vi havde brug for en ny start, og Bornholm føltes rigtig – både for os og for vores børn.

Drømmene begyndte med et enkelt møde

Jeg fik mit første rigtige indtryk af Bornholm i 2022 og oplevelsen af ro, natur og et mere trygt miljø satte tanker i gang hos os. Vi drømte om et liv, hvor vores børn havde mere plads, og hvor vi selv kunne være sammen som familie – noget vi ikke havde i Glostrup.

At der generelt er færre sociale proble­mer end mange steder på Sjælland, betød faktisk også noget for os. Samtidig blev vi nysgerrige på den natur, der ligger så tæt på hverdagen herovre. Jo mere vi hørte, jo mere følte vi, at Bornholm kunne være det rigtige sted for os.

Beslutningen voksede langsomt – og blev til sidst helt klar

Da jeg blev færdig med mine eksamener, tog vi beslutningen om at flytte. Det skete efter mange samtaler om vores fremtid, og efter at have set billeder og hørt historier om livet her. I sidste ende var det mavefornemmelsen, der afgjorde det. Vi havde brug for en ny start, og Bornholm føltes rigtig – både for os og for vores børn.

Tryg start med faste jobs og bolig

Tilflytterservice hjalp os med at finde vores jobs, og det gav os en rigtig god begyndelse. Jeg arbejder nu på hospitalet, og min mand fandt job i en lokal virksomhed. Vi bor i en tjenestebolig tæt på mit arbejde, hvilket betyder, at vi kan få hverdagen til at hænge bedre sammen. Skolen fandt vi selv frem til, og børnene faldt hurtigt til.

Det betyder enormt meget for os, at vi startede med både bolig og arbejde på plads. Det gjorde flytningen meget mindre stressende.

En begyndelse med både udfordringer og varme velkomster

De første par måneder var en smule svære, især fordi vi skulle vænne os til mindre offentlig transport. Vi kom fra et område med busser og tog hele tiden, så det krævede tilvænning. Til gengæld blev vi virkelig positivt overrasket over, hvor venlige og imødekommende folk er her. Bornholmere tager sig tid, spørger ind og hjælper – også dem, man kun har mødt én gang. Det gjorde, at vi følte os velkomne meget hurtigt, og det var en stor hjælp i starten.

Et fællesskab der vokser gennem hverdagens møder

Vi kendte allerede nogle få mennesker på øen, og det blev vores første indgang til fællesskabet. Senere mødte vi nye familier gennem tilfældige møder, arbejde og børnene. Vores børn har fået et godt netværk i deres skole, og vi har fået kolleger og bekendte, som vi kan spørge om alt det praktiske.

Det har betydet meget for os, at folk er åbne og gerne vil hjælpe os på plads. De små ting – at blive kørt hjem fra lufthavnen af nogen, man lige har mødt, eller at en ny kollega viser én rundt – gør en stor forskel, når man flytter langt væk.

Naturen giver hverdagen et nyt tempo

Vi elsker naturen, og det er en af de største grunde til, at vi flyttede. Vi bruger meget tid på at køre rundt på øen, besøge forskellige steder og bare være sammen som familie. Bornholm har givet os en hverdag, hvor der er tid og plads til at trække vejret. Selvom hverdagen stadig er travl, føles den anderledes – mere positiv og mindre presset.

Folk, vi møder på arbejde eller i byen, er venlige og hjælpsomme, og det gør hverdagen lettere og rarere.

Positive overraskelser – og de ting, der stadig kræver tilvænning

Det mest overraskende er, hvor trygt og rart miljøet er her. Vi har følt os velkomne fra første dag, og det betyder meget, når man flytter fra en anden landsdel. Det sværeste er transporten. Det tager tid at vænne sig til færre busser, og vi skal have kørekort for at få hverdagen helt til at fungere. Men vi arbejder på det, og det skal nok komme.

Støtten, der gjorde flytningen lettere

Tilflytterservice har hjulpet os med både job og praktiske ting. Det har skabt mindre stress og mere tryghed i hele processen. Det betyder meget, at nogen følger én og hjælper med at åbne de første døre, når man flytter langt væk og starter forfra.

Vores råd til dig, der overvejer Bornholm

Det koster mange penge at flytte med møbler – og vi vidste ikke, at man kan finde gode, gratis ting gennem øens genbrugsordninger. BOFA (genbrugsstationerne her på Bornholm) er et godt sted at gå på møbel-jagt. Det ville vi gerne have vidst på forhånd. Tænk også over transporten. Det kræver planlægning, og det er en fordel at kunne køre bil eller arbejde på at få kørekort.

Bornholm er et godt sted at starte et nyt liv. Her møder man venlige mennesker, og der er ro, natur og plads til at være sammen som familie.

Kunne Bornholm også være noget for dig?

Så kontakt Tilflytterservice på tilflytter@bornholm.biz

Vi glæder os til at høre fra dig.