Bornholms Regionskommune
Velkommen til Bornholm
Vi er glade for, at I har valgt øen til. Vi bor på en ø, hvor fællesskab, arbejdsliv og natur går hånd i hånd.
På Bornholm tager vi ansvar for hinanden. Vi har et levende fællesskab med stærke lokalsamfund, og vi står sammen om både store og små opgaver. Giver man noget til fællesskabet, får man så meget igen.
Der er brug for alle på Bornholm. Vi har mange forskellige private og offentlige virksomheder. Det gør, at der er mange flere jobmuligheder, end folk forestiller sig. Der er mennesker, der er ambitiøse med deres karrierer, men det er også muligt at gå efter et meningsfyldt arbejdsliv, der kan balancere med familie- eller fritidsinteresser.
For familier er Bornholm helt oplagt. Jeg flyttede selv tilbage til Bornholm for 13 år siden med min familie, og vi har, som mange andre, oplevet at finde ro, nærhed og gode rammer for et rigt hverdagsliv.
Vores natur er enormt afvekslende. Vi har alt fra storslåede scenerier til små biotoper, og naturen spiller en central rolle i mange bornholmeres hverdag. Naturen inviterer til oplevelser og fordybelse, men også ansvarlighed. Bornholm er et sted, vi passer på. Vi passer på hinanden og vores omgivelser, så vi også fremover kan byde velkommen til en af de dejligste øer på kloden.
Jeg håber, I vil opleve Bornholm som et sted, hvor I kan skabe en tryg fremtid.
Endnu en gang: Velkommen til Bornholm.
Frederik Tolstrup, borgmester
Bornholms Regionskommune