Fra Københavns puls til ro, natur og familieliv på Bornholm

Fra storbyens puls til Bornholms ro

Vi flyttede fra København, hvor vi havde mødt hinanden og boet sammen i næsten ti år. Vi kom begge fra restaurant- og hotelbranchen, hvor vi havde godt tur i karriererne med travle og krævende jobs.

Men vi havde haft for meget fart på. Da vi begge af forskellige årsager brændte os på vores sidste jobs i byen, stod vi ved en skillevej. Jeg var blevet syg af det, og vi tvang os selv til at stoppe op og mærke efter: Hvad er egentlig vigtigst?

Vi havde brug for ro, tid, plads og natur – og mindre støj, både i direkte og overført betydning.

På Bornholm pustede vi ud og tog luft ind. I København holdt vi vejret og fulgte med. Så fik vi idéen om at bytte rundt, så pusterummet blev det primære, og hovedstadens puls blev tilvalget.

– Mathias Broksø

Bornholm var allerede lidt vores

Ingen af os er oprindeligt fra Bornholm, men øen var ikke fremmed for os. Min familie har sommerhus herovre, og derfor havde vi besøgt øen en del gennem de seneste fem år.

Vi havde altid en fornemmelse af, at urene stoppede, og tiden stod stille, når vi kørte i havn og op mod Allinge. Vi havde ingen bekymringer, så længe vi stod op til havets brus og roen på øen. Når weekenden eller ferien sluttede, var vi altid vemodige over at skulle hjem til København.

Da vi fik børn, blev det endnu tydeligere, at vi havde brug for et skift. Drømmen om familieidyllen lå ikke i Rødovre, Greve eller Vangede. Vi skulle længere væk. Og hvor havde vi nogensinde følt den ro, vi søgte? Bornholm.

Havet er blevet en del af hverdagen

Jeg har fundet en fuldkommen terapeutisk ro i horisonten, i udsigten over havet og himlens skiftende farver. Hver morgen træner jeg på terrassen med udsigt over vandet. Om vinteren blev jeg badet i solopgangen klokken seks, og om sommeren står solen højt på horisonten og venter på mig.

Jeg trives meget i rutiner og faste mønstre, og jeg har virkelig fundet mit rul. Morgenerne er ikke længere kaos. Det er en god start på dagen.

Vi vasker mere tøj, men det er en billig pris for at vide, at vores børn har tonset rundt udenfor hele dagen mellem ramsløgsskud og æbletræer.

– Mathias Broksø

Selvom jeg aldrig har været fattigere, har jeg aldrig været lykkeligere.

– Mathias Broksø

Vi har aldrig været fattigere – eller lykkeligere

Flytningen har også ændret vores arbejdsliv. Jeg er gået betydeligt ned i løn, og Emma læser nu til sygeplejerske. Vores økonomi ser derfor radikalt anderledes ud end for et år siden.

Jeg husker tydeligt en stolthed, jeg aldrig har mærket over noget, jeg selv har opnået. En faderlig stolthed, der kom af at sætte sine børn først. Allerede dér var det hele værd.

For sjovt nok er deres lykke den største katalysator for min egen.

Det er måske det bedste ved Bornholm for os: De ting, vi ønsker skal fylde mere i vores og vores børns liv, er blevet tilgængelige i hverdagen. Det er ikke én gang på en sommerhustur. Det er hver dag, fordi det er her, vi bor.

Et ønske om at sætte familien først

Da vi fik børn, ændrede vores blik på hverdagen sig. Når ens verden centrerer sig om sin egen familie, kan alt det omkring hurtigt blive til larm. København er fantastisk, men mængden af tilbud var spildt på os i den del af vores liv.

Vi ville gerne være gode forældre og sætte vores børn først. Derfor havde vi brug for at opsøge bedre vilkår for vores egen lykke og vores families ro.

Vores børn gik i en institution med 170 børn i et femetagers højhus med legeplads på taget. De var fordelt på forskellige etager, og den lille klat græs var plastgræs under gyngerne. Vi havde flere ubehagelige oplevelser, og trivslen var i bund.

På Bornholm går de nu i en institution med 35 børn på tværs af børnehave og vuggestue, naturlegeplads og masser af fokus på deres barndom. Og vups – så regulerede de deres udbrud og morgennedsmeltninger, smilene kom tilbage, og de blev mere frygtløse og modige på livet.

En hverdag, der føles nemmere

Noget af det, vi holder allermest af, er, hvor ubesværet hverdagen føles. I København kunne det være en kamp bare at få et kvarters luft. Der skulle tisses af, pakkes taske, klædes på og vælges cykel.

Her går vi sommetider direkte i haven i timevis, efter vi har hentet børnene. Det er nemmere at finde legekammerater, komme ud, finde på weekendaktiviteter, løbe og træne. Der er færre mennesker og tilbud, men mere plads til det hele.

Både fysisk i form af hus og have, men også i form af strande, skove og overskud i hverdagen.

Vi blev overrasket af gæstfriheden

Noget af det, der har overrasket os mest, er gæstfriheden. Man skal være klar til at omfavne og blive en del af et samfund, men når man først har overgivet sig til det, er det så hyggeligt, at næsten alle kender alle, og alle gerne vil hjælpe.

På én uge snakkede jeg mere med alle de naboer, jeg nogensinde har haft i København tilsammen. Jeg har lånt en trailer, lavet en kage, hjulpet med cocktails til en nytårsfest og lånt en græsslåmaskine. Fået et godt råd og kvitteret med en øl.

Her kigger folk op, når de passerer dig på gaden. Det er en vigtig kvalitet, som jeg gerne vil have, at mine børn vokser op med som en grundsten i deres liv.

Stilheden blev aldrig ensom

Stilheden var faktisk en af vores største bekymringer. Ville vi føle os alene? Ville vi fortryde? Vi flyttede endda i november, men hverdagen med børnene fyldte, og vi fandt hurtigt glæde i at hugge brænde, samles om pejsen og dyrke roen.

Nu følger hverdagen mere naturens rytme. Om sommeren er det ud i haven og gynge og lege. Om vinteren lukker vi lidt ned og rykker sammen.

Jeg tror ikke, Bornholm er for alle. En villa i Allinge havde været helt forkert for mig, hvis jeg havde været 25 og single – alt for stille, alt for lidt gang i den og alt for få mennesker og muligheder.

Men når man har fået børn og sætter dem forrest i hverdagen, tager de det meste af ens tid. Lige dér, hvor vi er i livet, er Bornholm det sted, hvor vi nemmest kan skabe den hverdag, vi ønsker.

Når Bornholm føles som hjem

Bornholm føles mest som hjem, når alt det, øen har at give, føles som vores. Det er ikke til låns for en weekend. Det er vores hver dag.

Det er, når ungerne gynger i haven, og jeg kan tage en tår kaffe og se ud over havet. Når vi laver pizza i pizzaovnen, som ikke skal pakkes væk efter brug. Når vi tager direkte på stranden efter børnehaven eller sidder i bilen og hører MGP på vej til Døndalen for at samle ramsløg.

Det er også, når jeg går ud med skraldet og kigger op. Her er så lidt lysforurening, at stjerneklare nætter er helt normale. Pludselig kan det at gå ud med en blepose blive en lille oplevelse, hvor jeg mærker ro og lykke.

Når vi går i skoven, og vores ældste, Karl, udpeger planter eller dyr, som børn i København måske aldrig ville få at se i virkeligheden. Når vi samler hybenroser efter aftensmaden og ser solnedgangen sammen.