Mekanisk Designer

Vi søger en skarp profil til vores udviklingsteam i Hadsten eller Rønne. Vil du være med til at forme fremtidens portionskærere til fjerkræ, fisk og kød? Vores maskiner kombinerer højtopløselige kameraer, avancerede systemer og intelligent software – og sætter i al beskedenhed standarden for effektiv og mere bæredygtig fødevareproduktion.

Vi leder af samme grund efter en mekanisk designer, der brænder for innovation, teknologi og teamwork, og som slet ikke kan lade være med at skubbe til grænserne for, hvad mekanik kan gøre i en portionskærer.

Dine arbejdsopgaver

Som mekanisk designer bliver du en nøglespiller i vores team i Hadsten eller Rønne, hvor du udvikler og driver vores tilpassede løsninger til kunder verden over. Din hverdag vil være en blanding af tekniske udfordringer og kunderettede opgaver, og vil fra tid til anden indebære rejseaktivitet.

Du arbejder med hele processen – fra design og produktion til montage – og vil være ansvarlig for at følge op på feedback fra producenter og montører for at sikre, at vores løsninger altid lever op til den højeste kvalitet.

Samtidig får du mulighed for at få indsigt i de efterfølgende processer i vores ERP-system, herunder kostprisberegning, styklisteopbygning, indkøb og produktionsordrer, og bidrage til at gøre vores værdikæde endnu smartere.

Hvad med dig?

Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelse inden for mekanisk design på bachelor- eller kandidatniveau. Derudover forestiller vi os, at du:

  • Har minimum 3-5 års erfaring
  • Kan tegne i 3D CAD (gerne SolidWorks)
  • MS Office
  • ERP-system (vi bruger Uniconta)
  • Har et mindset, der gør dig i stand til at gøre det komplekse enkelt
  • Ser udfordringer som en mulighed for at skabe bedre løsninger
  • Er ansvarsbevidst, robust, selvstændig og serviceminded
  • Ser nye kulturer, nye mennesker og soja på skjorten som en gave

Hvad tilbyder vi?

Du bliver en del af Borncuts R&D-afdeling enten i Hadsten eller Rønne. Lige meget om det bliver nord for Aarhus eller på solskinsøen, får du hele verden som din arbejdsplads og rig mulighed for at udvikle nye automationsløsninger i en international virksomhed i rivende vækst.

Hos Borncut prioriterer vi fællesskab, åbenhed og udvikling. Der er aldrig langt fra idé til handling hos os. Det skaber et stærkt og uformelt arbejdsmiljø med stort engagement og sammenhold på tværs af projekter og afdelinger. Til stillingen hører der naturligvis også kurser og arrangementer, der giver dig gode muligheder for faglig og personlig udvikling.

Send os din ansøgning

Lyder det som noget for dig, så send dit CV og en motiveret ansøgning til rdu@borncut.com. Har du spørgsmål eller er der andet, du gerne vil vide, er du altid meget velkommen til at kontakte Robert Dubravac på 42 46 77 57 eller rdu@borncut.com.

Der afholdes løbende samtaler, indtil vi har den rette kandidat.

Hvem er Borncut?

Borncut er en dansk-hollandsk virksomhed, etableret i 2016, der er specialiseret i udvikling og produktion af portionsskærere til fjerkræ-, fisk og kødforarbejdning i fødevareindustrien. Virksomheden er kendt for sin innovative tilgang – og for at kunne tilbyde de hurtigste og mest præcise løsninger på markedet. Det går helt tilbage til 1992, hvor grundlæggerne under Norfo-brandet lancerede verdens første portionskærer. Produktion er placeret på Bornholm. Salg og R&D er placeret i Hadsten.

Firma: Borncut A/S

Læs mere