Brænder du for IT, trives du i rollen som problemløser, og motiveres du af at gøre hverdagen lettere for kolleger på tværs af organisationen? Så kan du være den IT-supporter, vi søger til Molslinjens kontor i Rønne.

I vores supportteam får du en central rolle i at sikre en stabil, sikker og effektiv IT-drift – både på land og til søs. Du bliver en del af et stærkt team på fem engagerede kolleger, der arbejder tæt sammen om at levere høj service og professionel support til hele organisationen.

Dine opgaver vil blandt andet omfatte:

  • Support af organisationens brugere – både hardware, software og generel fejlfinding
  • Drift, overvågning og vedligeholdelse af vores IT-systemer og interne processer
  • Service og vedligeholdelse af vores drive-in-automater på tværs af lokationer

Som IT-supporter bliver du en vigtig kontaktperson for medarbejdere i hele rederiet. Derfor er det afgørende, at du trives i en udadvendt rolle, hvor du hjælper både via mail, telefon og fysisk fremmøde.

Vi tilbyder dig:

  • En varieret og spændende hverdag, hvor ingen dage er helt ens
  • Gode udviklingsmuligheder i en IT-organisation med 17 kolleger fordelt på lokationer i Aarhus, Rønne og Helsingborg
  • Attraktive personalegoder – bl.a. adgang til en lang række rabataftaler, rabatterede færgebilletter samt fordele ombord ved privat rejse

Stillingen er baseret i Rønne. Du indgår i en vagtordning, hvor du hver 7. uge har ansvar for supporttelefonen i tidsrummet 16.00–08.00 på hverdage, inkl. hele weekenden ved akutte hændelser.

Vi søger en kollega, der:

  • Har en relevant IT-uddannelse og solid erfaring med moderne teknologier, systemer og værktøjer
  • Er analytisk stærk og kan håndtere komplekse tekniske udfordringer
  • Har minimum 2–3 års erfaring med 1st–2nd-level-support af systemer og servere i MS Windows og Azure

Som person er du proaktiv, detaljeorienteret og tager ansvar for dine opgaver. Du arbejder selvstændigt, men er samtidig god til at skabe relationer og kommunikere klart og imødekommende.

Vi afholder samtaler løbende, så send gerne din ansøgning snarest. Har du spørgsmål? Kombardo! Kontakt IT-manager Lars Jørgensen på lla@molslinjen.com

Alle kvalificerede ansøgere – uanset alder, køn, religion eller etnisk baggrund – opfordres til at søge.

Om Molslinjen

Rederiet Molslinjen driver Alslinjen, Bornholmslinjen, Fanølinjen, Langelandslinjen, Molslinjen, Samsølinjen og Øresundslinjen. Molslinjen er en del af EQT-ejede Nordic Ferry Infrastructure (NFI), der opererer færgeruter i Norge, Danmark og Sverige med en flåde på mere end 90 skibe, over 50 ruter og ca. 26 millioner passagerer årligt. Vi har skabt en arbejdsplads, der tilbyder vores ca. 2.000 medarbejdere en spændende hverdag, hvor en uformel omgangstone, høj faglighed og frihed under ansvar går hånd i hånd. Når du hører os sige “Kombardo”, så er det et udtryk for den service og omsorg, vi præsenterer vores færgegæster for – men samtidig er Kombardo også et udtryk for, hvordan vi omgås og hjælper hinanden som kolleger. Vil du med ombord? Så Kombardo!

Firma: Molslinjen

Læs mere